Lær at spille skak

Skakhistorie

Skakspillets oprindelse er ikke helt klar, men de fleste mener at det har udviklet sig fra tidligere skaklignende spil der blev spillet i Indien for næsten to tusind år siden. Skak som vi kender det i dag har eksisteret i mere end 500 år!

Målet med skak

Du og din modstander står i spidsen for hver sin hær. Dit mål er at fange modstanderens konge (før han fanger din)! Når du angriber ham på en måde så han ikke kan slippe væk, kaldes det "skakmat", og så har du vundet!

I starter begge to med en trofast hær på 16: kongen, dronningen, to tårne, to løbere, to springere og otte bønder.

Starter et spil

I begyndelsen af et parti bliver skakbrættet placeret, således at hver spiller har et hvidt (eller lyst) felt i nederste højre hjørne. Skakbrikkerne bliver dernæst arrangeret på samme måde hver gang. Anden række bliver fyldt med bønder. Tårnene placeres i hjørnerne, springerne ved siden af, dernæst løberne og endelig dronningen, som altid står på hendes egen farve (hvid dronning på hvidt felt, sort dronning på sort), og kongen på det tilbageværende felt.

Spilleren med hvide brikker er altid først i trækket, så det er kun rimeligt at spille skiftevis hvid og sort. For hvert træk skal du rykke en af dine brikker (på nær ét særligt træk). Derefter er det din modstanders tur. Og så fremdeles indtil en af kongerne er skakmat... eller hele hæren er udmattet!

Sådan flytter skakbrikkerne

Hver af de 6 forskellige brikker bevæger sig på sin egen måde. De fleste brikker kan ikke bevæge sig gennem andre brikker-- kun springeren kan hoppe over dem, der kommer i vejen! Ingen brik kan flytte til et felt, hvor en af dens egne brikker står. Men de kan bevæge sig og tage et felt fra en af modstandernes brikker - det er sådan man slår fjenden!

Kongen

Konge

Kongen er den vigtigste brik, da tabet af ham betyder, at partiet er forbi. Men han er også en af de svageste brikker. Derfor behøver han ofte sine venners beskyttelse. Kongen kan rykke et felt ad gangen i alle retninger, op, ned, til siderne og diagonalt.

Kongen må aldrig selv rykke til et felt hvor han kan blive slået (man kan ikke tabe med vilje). Hvis din modstander nogensinde rykker sin konge til et felt hvor du kan slå den, skal du ikke tage kongen og udbryde i latter "hahahaha, jeg vinder!" I stedet bør du forklare hvorfor trækket ikke er lovligt. Derefter kan din modstander rykke kongen tilbage og vælge et andet træk.

Klik på knappen ">" i diagrammet nedenfor for at se, hvordan kongen kan bevæge sig rundt på brættet.

Skak og skakmat

Når en anden brik truer med at slå kongen, kaldes det "skak". Når kongen ikke kan undslippe skakken, kaldes det "skakmat". Som vi tidligere har nævnt, er det sådan man vinder. Der er kun tre måder, hvorpå kongen kan undslippe en skak: bevæge sig væk, blokere skakken med en anden brik eller slå den brik, som giver skak. Hvis kongen ikke kan undslippe skakken, er partiet slut. Kongen slås eller fjernes normalt ikke fra brættet - partiet er ganske enkelt bare slut.

Dronningen

Dronning

Dronning er den stærkeste brik. Hun kan ligesom kongen bevæge sig i alle retninger, fremad, tilbage, til siden eller diagonalt. I modsætning til kongen er hun dog meget hurtig. Hun kan faktisk bevæge sig så langt det skal være, så længe der ikke er andre brikker i vejen. Hvis dronning slår en anden brik, så ender hun på det felt, ligesom med alle de andre brikker.

Klik gennem diagrammet nedenfor for at se hvordan dronningerne bevæger sig. Bemærk, hvordan den hvide dronning slår den sorte dronning, og derefter er den sorte konge tvunget til at flytte.

Tårnet

Tårn

Tårnet bevæger sig meget lig dronningen: så langt de vil ad linjer og rækker, men kun frem, tilbage og til siderne (ikke diagonalt).

Løberen

Løber

Løberen er den "anden halvdel" af dronningen. Den kan gå så langt som den vil, men kun på skrå. Du starter med en løber på et hvidt felt og en løber på et sort felt. Som du kan se, betyder løbernes diagonale gangart at hver løber er nødt til at blive på den farve den startede på. Løbere arbejder godt sammen fordi hver løber kan dække de felter som den anden ikke kan nå.

Springeren

Springer

Springere bevæger sig anderledes end alle andre brikker - to felter i en retning og dernæst et felt til en af siderne, netop som et "L". Springere er også de eneste brikker som kan springe over andre brikker. Det er netop af denne grund springeren har sit navn. Tjek disse spring ud:

Bonden

Bonde

Halvdelen af brikkerne på brættet er bønder, så det er vigtigt at forstå hvordan disse små brikker fungerer, selvom de ikke er så stærke. Bønder er usædvanlige idet at de bevæger sig i en retning med slår i en anden retning. De bevæger sig direkte fremad men slår diagonalt. Bønder kan kun rykke et felt ad gangen med undtagelse af deres første træk hvor de kan rykke to felter. Bønder kan kun slå på et felt diagonalt foran dem. De kan aldrig rykke eller slå baglæns.

Da de bevæger sig og slår andre brikker på en anden måde, er bønder de eneste brikker, der kan blokeres af modstanderens brikker. Hvis der står en brik lige foran en bonde, kan bonden ikke flytte forbi den brik eller slå den.

Forvandling

Bønder er måske små og svage, langsomme og har svært ved at kæmpe mod de hurtigere brikker på skakbrættet. Men de har stadig store drømme! De har ambitioner om at blive de helte, der overtager skakbrætter og bringer sejren hjem. Desuden har bønderne en anden særlig egenskab, som kan opfylde deres drømme.

Hvis en bonde når til den anden side af brættet, kan den forvandle sig til en hvilken som helst anden skakbrik (kaldet forvandling), med undtagelse af en bonde eller en konge. [BEMÆRK: En udbredt misforståelse er, at bønder kun kan byttes til brikker der er blevet slået. Dette er IKKE tilfældet.] En bonde forvandles typisk til en dronning, da dette er den stærkeste brik. Kun bønder kan forvandles; ingen anden brik kan!

En passant

Den sidste regel vedrørende bønder kaldes "en passant", hvilket er fransk for "idet der passeres". Hvis en sort bonde flytter to felter første gang den flytter, og derved lander ved siden af en hvid bonde (og altså dermed springer forbi den hvide bondes evne til slå på normal vis), har den hvide bonde lov til at slå den sorte bonde idet den passerer. Dette specielle træk skal udføres umiddelbart efter at den sorte bonde har passeret den hvide bonde, ellers forpasses muligheden for at slå den sorte bonde. Klik gennem eksemplet forneden for bedre at forstå dette specielle, men vigtige træk.

Rokade

Rokaden er en anden speciel regel i skak, hvor to brikker rykkes i samme træk. Dette træk gør det muligt at udføre to vigtige ting med samme træk: at få din konge i sikkerhed (forhåbentlig), og få dit tårn ud af hjørnet og med i spillet. En spiller kan flytte kongen to felter til en af siderne og dernæst flytte tårnet fra hjørnet på denne side over på den modsatte side af kongen. (Se eksemplet nedenfor.) Følgende betingelser skal dog være opfyldt for at det er lovligt at rokere:

  • det skal være kongens første træk
  • det skal være tårnets første træk
  • der må ikke være nogle brikker mellem kongen og tårnet ved rokade
  • kongen må ikke være i skak eller passere gennem skak

Bemærk, at når du rokerer til den ene side, er kongen tættere på kanten af brættet. Det kaldes kort rokade. Hvis du rokerer til den anden side, der hvor dronningen stod, kaldes det lang rokade. Uanset hvilken side, du rokerer til, bevæger kongen sig altid præcis to felter, når du rokerer.

Remiser

Nogle gange slutter et skakparti ikke med en vinder, men med remis. Der er 5 grunde til at et skakparti kan ende remis:

  1. Partiet ender i pat, hvis en spiller ikke kan foretage et lovligt træk og hans konge ikke står i skak
  2. Spillerne kan blot blive enige om remis og stoppe med at spille
  3. Der er ikke brikker nok på brættet til at fremtvinge skakmat (for eksempel: konge og løber mod konge). Remis på grund af brikmangel!
  4. En spiller erklærer remis, hvis den samme eksakte stilling gentages tre gange (dog ikke nødvendigvis tre gange i træk)
  5. Begge spillere har gjort halvtreds træk uden at nogen har flyttet en bonde eller slået en brik. Det betyder, at der ikke sker nogen fremskridt!

Når du er kommet hertil, er du klar til at spille! Det næste, der kommer, er regler for turneringer, skakversioner og nogle begyndertips til, hvordan man spiller god skak.

Skak960

Skak960 (også kaldet Fischer Random) er en version, hvor de normale skakregler gælder, men startstillingen vælges tilfældigt ved starten af hvert parti.

Der gælder to regler for placeringen af brikkerne: Løberne skal stå på uens farver, og der skal være et tårn på hver side af kongen. De sorte og hvide brikker står spejlvendt af hinanden.

Der er præcis 960 mulige startstillinger, der lever op til disse regler (heraf navnet "960").

Den eneste underlige regel er rokade. Reglerne er stort set de samme (hverken kongen eller tårnet må have flyttet sig, og du kan ikke rokere, hvis du står i skak, eller hvis du kommer til at stå i skak undervejs, når du rokerer), og de felter, der befinder sig mellem kongen og tårnet, skal være fri. Og i stedet for at flytte kongen præcis to felter henimod tårnet rokerer du, så det ligner almindelig skak: Kongen flytter til g1 når du "rokerer kort", og den flytter til c1, når du "rokerer langt"

Nogle turneringsregler

Mange turneringer følger et sæt af fælles, ensartede regler. Disse regler gælder ikke nødvendigvis, når man spiller hjemme eller online

Rørt brik skal flyttes

Hvis en spiller rører en af sine egne brikker, skal han rykke den brikm hvis den kan foretage et lovligt træk. (du kan naturligvis ikke "røre" en brik online, så dette er en turneringsregel som ikke er relevant på vores websted). Hvis en spiller rører en modstanders brik skal de slå den brik. En spiller som ønsker at justere en brik på brættet skal først gøre opmærksom på sin hensigt, som regel ved at sige "jeg retter".

Introduktion til skakure og timere

De fleste turneringer har et ur til at holde styr på, hvor lang tid der er brugt på hvert parti, ikke på hvert træk. Grunden er, at visse spillere under skakturneringer i 1800-tallet blot sad og lod tiden løbe, hvis de stod til at tabe. Denne perfekte strategi forhindrede dem i nogensinde at tabe, og turneringen i nogensinde at slutte! Derefter opfandt man skakuret, som efterfølgende blev brugt i de fleste turneringer.

Hver spiller får den samme mængde tid til at bruge til hele partiet, og han kan selv afgøre, hvordan hans tid skal bruges. Idet en spiller foretager et træk, trykkes der på en knap for at stoppe dennes tid og starte modstanderens tid. Hvis en spiller har opbrugt sin tid, og modstanderen gør opmærksom herpå, taber spilleren, som har brugt sin tid (medmindre modstanderen ikke har nok brikker til at sætte skakmat - i så fald er partiet remis). Klik her for at se to spillere, der spiller et parti lynskak!

Grundlæggende strategi

Der er fire simple ting, som enhver skakspiller bør vide:

#1 Beskyt din konge

Anbring din konge i hjørnet af brættet, hvor han typisk står mere sikkert. Glem ikke at rokere. Du bør som regel rokere så hurtigt som muligt. Husk, at det kan være ligemeget, hvor tæt du er på at sætte skakmat, hvis din egen konge sættes skakmat først!

#2 Giv ikke dine brikker væk

Sørg for ikke skødesløst at miste dine brikker! Hver brik er værdifuld, og du kan ikke vinde et parti uden brikker til at sætte skakmat. Der er et let system, som de fleste spillere bruger til at holde styr på hver enkel skakbriks relative værdi:

  • En bonde er 1 point værd
  • En springer er 3 point værd
  • En løber er 3 point værd
  • Et tårn er 5 point værd
  • En dronning er 9 point værd
  • Kongen er uendeligt værdifuld

Ved slutningen af partiet betyder disse point ingenting - det er blot et system, som du kan bruge til at tage beslutninger, mens du spiller, og som hjælper dig med at vide, hvornår du skal slå en brik, bytte brikker eller lave andre træk.

#3 Hav kontrol over brættets centrum

Du bør forsøge at kontrollere brættets centrum med dine egne officerer og bønder. Hvis du kontrollerer centrum, vil du have mere plads til at flytte dine brikker, og det vil gøre det sværere for din modstander at finde gode felter til sine brikker. I nedenstående eksempel laver hvid gode træk for at kontrollere centrum, mens sort laver dårlige træk.

#4 Brug alle dine brikker

I ovenstående eksempel har hvid alle sine brikker med i spillet! Dine brikker gør intet godt, når de blot står på bageste række. Forsøg at udvikle dine brikker, så du har flere at gøre godt med, når du angriber kongen. At bruge blot en eller to brikker til angrebet vil ikke fungere mod en hæderlig modstander.

Bliv bedre til skak

At kende reglerne og basale strategier er kun begyndelsen - der er så meget mere at lære i skak, at du aldrig kan lære det hele på et helt liv! For at forbedre dig, skal du gøre tre ting:

#1 - Spil

Bliv ved med at spille! Spil så meget som muligt. Du lærer for hvert parti, du spiller - dem, du vinder, og dem, du taber.

#2 - Studer

#3 - Hav det sjovt

Mist ikke modet, hvis du ikke vinder alle dine partier lige med det samme. Alle taber - selv verdensmestre. Så længe du bliver ved med at have det sjovt, og lærer fra partierne, du taber, kan du nyde skak for evigt!